Ministerbesøg på Selma Marie


Vi er altid stolte i Mariehjemmene, når vi får besøg af en minister. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) besøgte forleden Neurorehabilitering Selma Marie i Ølstykke til en konstruktiv samtale om specialiseret rehabilitering. Beboer Philip Lund gav værdifulde input fra sin tid i Selma Marie – og Selma Maries bestyrelsesformand Hans Andersen (V) satte drøftelsen ind i den større organisatorisk-politiske ramme på det specialiserede socialområde.
Vi håber, at sundhedsministeren tager fat om området med fornyet energi, så der fremover kan hjælpes endnu flere unge voksne med erhvervet hjerneskade.

Sjællandske Medier var med til besøget også (og tog fotoet!). De skrev efterfølgende denne artikel:

Minister-besøg giver håb hos tilbud for unge hjerneskadede- i Egedal

Sundhedsminister Sophie Løhde vil stille flere kvalitetskrav til kommunerne, når borgere med en erhvervet hjerneskade skal visiteres til et specialiseret tilbud. Meldingen bliver mødt med glæde hos neurorehabilitering Selma Marie i Ølstykke

De vejrer morgenluft på institutionen Selma Marie på Hampelandvej i Ølstykke.

Det skyldes, at det selvejende bo- og neurorehabiliteringstilbud til unge mennesker med erhvervet hjerneskade tirsdag fik besøg af sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Hun kom ikke med gyldne løfter, der skal få kommunerne til at visitere flere borgere ud til de højt specialiserede sociale tilbud, men ministeren kom med en klar målsætning.

– Vi skal stille nogle kvalitetskrav og standarder til kommunerne, når de sender hjerneskade borgere ud i et rehabiliteringstilbud. Det er kun et fåtal af kommunerne, der selv kan levere et tilbud. Det er ikke en opgave, som alle kommuner kan eller skal levere, så der er behov for de højt specialiserede rehabiliteringstilbud, sagde Sophie Løhde under sit besøg i Ølstykke, hvor hun samtidig slog fast, at fokus skal ligge på at give borgerne det rigtige tilbud fra start, når de bliver udskrevet fra hospitalerne. Alt for ofte er det et spørgsmål om postnummer-lotteri og ikke behovet hos borgeren.

– Jeg er ligeglad med, om der er tale om et kommunalt, privat eller selvejende tilbud. Det vigtigste er, at de her borgere får den hjælp og støtte, som de har brug for. Nu har jeg mødt et par beboere her i dag fra Selma Marie, og man kan se, at de føler sig hjemme og er det rigtige sted, sagde hun.

Budskabet fra Sophie Løhde blev mødt med stor glæde hos Bodil Toft, souschef hos Selma Marie.

– Jeg er meget positiv efter ministerens besøg. Jeg hørte hende fremføre nogle synspunkter, som vi også deler – blandt andet, at det ikke skal være kommune afhængigt, hvem der bliver visiteret til vores tilbud. Jeg hørte hende også sige, at vores tilbud kan være en løsning, som flere skal profitere af fremadrettet. Det er efter vores opfattelse et problem, at vores tilbud til unge med erhvervet hjerneskade er en “kan-opgave” i lovgivningen. Det skal være en “skal-opgave”, og det ville hun også kigge på, sagde Bodil Toft.

Under besøget tøvede hun ikke med at kalde behandlingen på Selma Marie for unik.

– Vi er gået fra genoptræning til højt specialiseret rehabilitering. Vi har siden indflytningen her i Ølstykke i 2015 udvidet med flere faggrupper. Det gør, at vi kan løfte mange forskellige opgaver, og når jeg siger vi er unikke på vores område, så er det vi fordi vi giver vores beboere den læring der skal til for at klare et almindeligt liv på egen hånd. Man kan ikke forcere en rehabilitering på dette område, så det tager tid at opnå færdighederne. De unge spejler sig i hinanden og Selma Marie udvikler dem også ved at rehabilitere i alle daglige aktiviteter, som tøjvask, rengøring og madlavning, siger Bodil Toft, som understreger, at stedet er klar til en udvidelse af et multihus.

– Vi vil gerne opføre et multihus, hvor vi blandt andet kan samle vores træningsfaciliteter til rehabilitering. Vi er klar til at trykke på knappen og føre projektet ud i livet, men vi skal være sikker på, at vi har en sikker drift/belægning, der kan forsvare en udvidelse. Derfor er projektet lige nu sat på stand-by, siger hun.

Og netop det med belægningen er det store fokuspunkt hos Selma Marie på Hampelandvej.

– Vi har tolv lejligheder til rådighed, men lige nu har vi plads til flere, som vi ved, at vi kan hjælpe. Vores indtægter kommer fra kommunerne, når de visiterer en borger til os. Vi har et fint samarbejde med kommunerne, blandt andet her i Egedal Kommune. Vi ser desværre også, at de unge mennesker og deres pårørende skal igennem andre sammensatte foranstaltninger først, og for nogen ikke det rigtige. Det kan være svært for dem at vide hvad der findes og her har de brug for de kommunale sagsbehandlere. Ikke alle får det rigtige tilbud fra start af, og så kan det ende i misbrug/selvmedicinering og mistrivsel/selvmord og ikke mindst at den unge ikke får sin rehabilitering. Vi er ikke det rigtige tilbud hver gang, men når vi taler om en kompleks erhvervet hjerneskade for en ung, så er vi ofte det rigtige helhedsorienterede tilbud, siger Bodil Toft.

Føler du, at kommunerne bevidst holder igen med at visitere borgere til jeres tilbud?

– Jeg tror i hvert fald, at kommunerne er underlagt en økonomisk ramme, som gør de bliver nød til at tænke mere her og nu. Kommunerne har de penge, som de nu engang har, men i sidste ende handler det om at give de unge det rette tilbud fra start, som vil give økonomisk og menneskelig gevinst på den lange bane.

FAKTA

Selma Marie er et bo- og neurorehabiliteringstilbud til unge mennesker med erhvervet hjerneskade.

Neurorehabiliteringen på Selma Marie er en helhedsorienteret, koordineret og tværfaglig indsats i forhold til blandt andet botræning, træning af færdigheder og kompenserende strategier samt social adfærd.

På Selma Marie indgår neuropsykologer, audiologopæder, ergoterapeuter, neuropædagoger, fysioterapeuter, sosu-assistenter og socialrådgivere i det tværfaglige team omkring den enkelte beboers rehabiliteringsforløb.

På Selma Marie er der 12 lejligheder fordelt på 6 etværelses og 6 toværelses lejligheder, alle med eget bad og toilet.

3962 2333 Find hjem

Kontakt